vores egentlige kamp 2

Tandlæge konsulenten havde brug for flere oplysninger, så sagen kunne behandles.. Flere oplysninger? Hvorfor?  
Man var i besiddelse af journal fra kæbe kirurgisk afdeling, udtalelse fra afdelingslægen på onkologisk afdeling i Herlev, samt udtalelse fra egen tandlæge. Faktisk gik et af spørgsmålene ud på at stille en diagnose på nuværende tandstatus!?!  I vores verden var nuværende tandstatus = 0. og der kunne vel også henvises til journalen fra kæbe kirurgisk afdeling. Eller hvad?   
Det var lidt komisk og meget mærkeligt, at der skulle skaffes denne dokumentation og det viste sig da også, at dette brev ikke skulle være sendt til min mand, men til vores tandlæge!!!   
Der blev sagt undskyld, men dette fremskyndede jo ikke processen. Vores egen tandlæge var også forundret over atter at skulle indsende dokumentation for daværende og nuværende tandstatus, men amtet ville nu selv kontakte tandlægen, så man kunne komme i gang med at behandle sagen.  
Nu er det sidst i januar måned.   
Kjeld har endnu ikke modtaget en protese, men dog langt om længe fået tilsagn om at der nu kan ydes tilskud efter §6d. Stor er min glæde over, at vi nu endelig kan komme videre.  
Sagen slutter bare ikke her.   
Det tilbud, som vores tandlæge havde givet på konstruktion og isættelse af fuld protese var for dyrt. Amtet vil nu have et nyt tilbud udarbejdet, så sagen endelig kan blive færdigbehandlet.  
Vi glæder os meget til at ”papirnusseriet” overstås, så vi kan begynde et "NYT LIV!"

 Min egen tilstand er lidt fortumlet.    

Jeg er meget træt og alle de ting der er sket, er faktisk, næsten umulige at beskrive.   
Det tager meget lang tid at komme til kræfter igen og jeg fokuserer blandt andet meget på hvad jeg kan tilbyde min mand at spise. Jeg føler at jeg skal sørge for, at kosten bliver sundt og velsmagende og samtidig skal der tænkes meget over, hvad der ikke skal tykkes så meget og hvad der ikke er for tørt til at glide ned igennem halsen. 

Det kunne indimellem være lidt fristende, at "hænge ud på en grillbar" og hygge sig med alskens "junkfood" Nå godt vi ikke kan gøre dette, så bliver man jo bare for fed!!!  
Tænk, at det nogensinde skulle blive et problem, at finde på retter, bare til en ganske

almindelig hverdags aften. Førhen var det når man skulle have gæster, at "panikken" godt kunne opstå, hvis man ikke lige kunne finde på en spændende ret!  

Jeg ønsker at vores samfund, skal give "lidt mere plads" til at samle stumperne sammen efter at kræften har vist sit dræbende ansigt. Skatten som vi betaler i dette land, bør kunne rumme dette!

Det er ikke nok kun at tilbyde behandling.   
Til min store glæde har jeg lige læst, at man fra politisk side, er blevet klar over dette og jeg venter spændt på, om der kan findes økonomiske midler og navnlig vilje til  også, at sætte ind på dette område.  
Hvorfor skal det dog være sådan, at det er patienten og "de pårørende" der selv skal "slås med systemet" Alle mulige og umulige kræfter og ressourcer har jo allerede været i  brug under behandlingen og da man fik det store chok at sygdommen var konstateret.    Der er vidst også blevet "grinet" lidt af mig i krogene?

Jeg har ofte sagt, at det har jeg læst på nettet og det har jeg læst på nettet?  Desværre var det kun de muligheder, jeg følte, der var.   
Jeg er blevet skræmt over det jeg har læst og navnlig oplevet, men det har også givet mig kræfter, til at komme videre og ikke mindst givet mig et håb om,  at der nu findes en bedre fremtid!   Vi er på vej ind i 2007 og også på vej i mod et normalt liv.

Der er "åbnet nye døre" for de ting der kan spises. Tandprotesen fungerer nogenlunde efter hensigten og jeg er dybt imponeret over Kjelds kampgejst og arbejdsiver. Hele det meget lange forløb, hvor vi har været "på vej tilbage", har Kjeld kæmpet som den enorme fejder, jeg kender så godt!

Kjeld har hele tiden levet efter mottoet, kræft skal ikke få bugt med mig!

Jeg synes nu også selv, at jeg er ved at være mig selv igen, men som sagt tidligere

"Tusind dage er ikke nok til at lære hvad der er godt-én time er for meget til at lære hvad der er ondt"

Tilbage til et normalt liv